Ju-Jitsu/Jiu-Jitsu var en del af den japanske samurai-krigers selvforsvarssystem.

Oprindelsen er ukendt. Der findes flere beretninger om hvorfra det stammer. 

Det er et kampsystem hvor han uden selv at have våben, skulle nedkæmpe en angriber, der normalt havde våben og givetvis lyst til at bruge dem.

Derfor er systemet defensivt af natur. Teknikken er baseret på eftergivenhed (ju), at udnytte angriberens bevægelser og kraft mod ham selv, for derefter at ramme tilbage til hans sårbare eller dødelige kropspunkter.

 

At komme ind på alle teknikker i Ju-Jitsu vil nok være for meget, men det kan stort set opdeles i:

 

Undvige-, blok-, kaste-, holde-, og slagteknikker samt modteknikker.

 

I Ju-Jitsu lærer man at bryde et angreb ved hjælp af balancebrydning, og modstanderens egen styrke, med teknik, hurtighed og smidighed – ikke råstyrke.

Kast er nok den teknik, der forbindes mest med Ju-Jitsu. Kasteteknikker er nok det mest synlige bevis på, at man har forstået at udnytte modstanderens fremdrift og kraft, da alle kast er baseret på hjerne-kraft og ikke muskel-kraft.

 

En lille elev kan lære at kaste selv en meget stor modstander.

 

Låseteknikker:

 

Når et angreb er brudt, og man har forsvaret sig, følger man op med at holde eller låse sin modstander, for at undgå yderligere angreb. Endvidere lærer man hvordan man kan transportere en angriber i et sikkert greb.